Forældresamarbejdet er helt centralt for børnenes trivsel, udvikling og læring i Skattekisten. Vi er i tæt samarbejde med jer om at sikre, at børnene får den bedst mulige barndom. Vi taler sammen så tit vi kan og hvis vi oplever, der er behov for mere end en 'garderobe-snak,' inviterer vi jer på et lille 'kaffemøde.' Kaffemøder har vi etableret som en fast time tre gange om ugen, hvor vi har nok voksne til at kunne gå fra ungerne til at tage en snak med jer. Alle forældre er også altid velkomne til at tage fat i os - intet er for småt eller for stort. Så finder vi et tidspunkt. Bare så vi kan sikre, vi får vendt det, der fylder hos os eller jer. Det kan være alt fra en skøn oplevelse vi havde med jeres barn, hvor vi bare så, hvordan de øver sig i livet. Det kan være, hvis I forældre har en bekymring - eller I lige har brug for at vende, at det bare er svært at putte om aftenen for tiden. Hvis vi er lidt bekymrede for et barn, starter vi altid hos jer forældre. Vi taler om det - måske er det lidt svært at tale om, men vi er sammen om det for barnets bedste. Vi er omsorgsfulde og lyttende i vores dialog med forældrene og har altid familiens bedste for øje.
Her har vi arbejdsdag i Skattekisten
I Nyborg kommune har vi også rigtig mange dygtige samarbejdspartnere, som hjælper med stort og småt. Vi kan f.eks. invitere vores sundhedsplejerske ind i samarbejdet, hvis vi vurderer, det kunne være gavnligt eller en børnefysioterapeut. Det kan også være, vi skal have fat i vores familierådgiver. Vi har mange gode muligheder - alt sammen i fællesskab med forældrene. Skattekisten tager ingen tiltag på familiens vegne uden altid at være i tæt dialog med forældrene. Vi starter altid hos forældrene og så er en snak ofte bare dét, der lige skal til.
Vi har faste samtaler med familier om børnenes trivsel efter tre måneder i hhv. vuggestue og børnehave. Og så har vi altid plads til et kaffe-møder, hvis der er behov.
Skattekistens personale har det sidste halve år været på kursus for at styrke vores faglighed i Det gode forældresamarbejde. så vi hele tiden bliver bedre til at lytte, forstå, spørge og støtte familier, så forældrene er allermest trygge.
- og her bliver vores nye vandbane bygget af hårdtarbejdende forældre - yes!